26 February 2021

Telia skruer op for brugeroplevelsen

Telia og Isobar har indledt et samarbejde, der både på den korte og lange bane har ét overordnet mål: At skabe meget bedre digitale oplevelse på tværs af kanaler.

På den korte bane handler det dels om at hjælpe med at give kunderne i Telias webshop en nemmere og mere helstøbt oplevelse og dels om at skabe en ny og moderne selvbetjeningsløsning til Telias B-2-B-kunder.

 

På den længere bane er perspektiverne, at Isobar sammen med Telia skal fortsætte og accelerere den proces, Telia har været i gang med et stykke tid nu: En digital forandringsproces, der skal skabe den bedste, mest værdifulde oplevelse for brugerne på alle tænkelige platforme og touchpoints. 

 

Ikke et projekt eller en kampagne, men et mindset 

Ambitionerne på dette område har simret i gryderne hos Telia i længere tid, og de er solidt forankret i en ny struktur og tilgang til digital udvikling. Det handler om ikke at se optimering af kundernes oplevelser på forskellige områder som isolerede projekter, men som en kontinuerlig proces. En proces, hvor de fleste ting hænger sammen, præcis som det er tilfældet i kundernes liv og hverdag. Som konsekvens har Telia været igennem en reorganisering og har i dag et dedikeret team, som skal drive denne udvikling – og sammen med Isobar skrues der nu op for blusset. 

 

’Vi er godt på vej væk fra det med at optimere dele af kundeoplevelsen ved at dedikere en pose penge, nedsætte en projektgruppe og se, hvor langt man kan nå. Kundeoplevelsen er i konstant fokus og bevægelse – og det samme skal vi være som organisation og brand.’

- Christian Agger, Country Head of Digital & Analytics, Telia

 

 

Gør det komplekse let for brugeren

Ambitionen er at mange flere kunder skal betjene sig selv digitalt – og her skal de få den samme gode oplevelse som hvis de ringer til kundeservice eller besøger Telias fysiske butikker. Der skal være sammenhæng og synergi.  Der er allerede fuld gang i de første opgaver med webshop og selvbetjening. Her er det især UX, design og frontend, Isobar bidrager med i tæt samarbejde med Telia interne teams. Herefter følger en række indsatser på forskellige områder som alle trækker i retning af at gøre det komplekse let for brugerne. Det er omnichannel delivered med en klar strategi om at gøre samme forskel for kunderne, uanset hvor de vælger at være.

 

’Det er fedt at hjælpe Telia med den digitale kundeoplevelse og tilstedeværelse. Det er et super ambitiøst team, der vil fremad, så der skal fart på. Og samtidig skal vi holde hovedet koldt og øjnene på den overordnede strategi. Det er præcis sådan vi gerne vil arbejde i Isobar.’

- Sidsel Katrine Viby Baggesen, Senior Consultant, Isobar